Fredag 3. oktober besøger erhvervsminister Morten Bødskov innovationshubben The Kitchen for at lære noget af Aarhus Universitets erfaringer med at hjælpe studerende og forskere til at forfølge idéer og etablere forretninger. Ministeren flankeres af borgmester Anders Winnerskjold, der selv var med til at stifte en virksomhed under sin studietid på universitetet.
af René Rønn DeichgræberFor få år siden var det et hjemsted for hospitalets centralkøkken. Nu er det omdrejningspunktet for hundredvis af iværksættere, events, spinouts og investeringer. Erhvervsminister Morten Bødskov besøger The Kitchen og flankeres af borgmester Anders Winnerskjold.
De to politikere vil i løbet af besøget blive budt på en rundvisning i de rustikke lokaler, der denne dag danner ramme om en pitchkonkurrence. Herefter vil en stribe tidligere og nuværende iværksættere i The Kitchen fortælle om deres forretningsidéer og forslag til en endnu bedre innovationsindsats.
"Danmark skal være et iværksætterland i verdensklasse. Derfor har vi lavet en milliardstor iværksætterpakke og sætter nu bredt ind for at få flere virksomheder til at vokse sig store herhjemme. Vi ved, at stærke fællesskaber gør en forskel. Her kan man spejle sig i hinanden, dele gode ideer og give et kærligt skub på den videre rejse. Det er netop den form for sammenhold, der kendetegner The Kitchen," siger erhvervsminister Morten Bødskov.
Ministerbesøget markerer samtidig afslutningen på en epoke. Ved årsskiftet flytter The Kitchen nemlig ind i nye og større rammer. Det sker side om side med, at Aarhus Universitet er i færd med at styrke økosystemet rundt om iværksætterne, så det blandt meget andet også kommer til at tælle en venturefond med adgang til risikovillig kapital og et kontorfællesskab med attraktive lejemål på campus.
"Østjylland kan noget helt særligt inden for iværksætteri. Koncentrationen af talent og viden er større her end de fleste andre steder i landet. Derfor glæder jeg mig over regeringens interesse for The Kitchen og ser frem til at udvide vores innovationsmiljø endnu mere," siger erhvervsdirektør Lone Ryg Olsen fra Aarhus Universitet.
Fakta om The Kitchen:
The Kitchen blev etableret i 2020 og er Aarhus Universitets største innovationshub for studerende og forskere.
Siden 2022 er antallet af aktive iværksættere i hubben vokset fra 120 til 350. Samlet set tiltrækker de sig en ekstern investering på omtrent 150 mio. kr. om året. Sideløbende er antallet af deltagere til events og workshops arrangeret af The Kitchen steget fra 2400 til 5500 om året.
Hubben er en del af et større økosystem for iværksætteri og innovation rundt om Aarhus Universitet. Det består blandt meget andet af forskerparken Incuba, brobyggeren The Link, laboratorieværkstedet Makerspace og - som noget nyt - af kontorfællesskabet Partnerhuset og venturefonden Delphinus.
Mediekontakt: René Deichgræber, presseog kommunikationsrådgiver på Aarhus Universitet, 20194012, rrd@au.dk
Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus
Tlf: 8715 0000
CVR-nr: 31119103
EORI-nummer: DK-31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre



